Bliv hos mig (læseprøve)

 Prolog

I dag – Dem

Han spænder i kæberne, til det gør ondt. Ryggen hviler mod muren, mens han betragter hende.

Han. Er. Ikke. En. Stalker.

Han passer bare på hende.

Når hun står kun iført sit smukke blondeundertøj, fordi hun har glemt at trække gardinerne for, dækker han sine øjne med en hånd, så han ikke kan se al den bare hud. Se, dét ville nemlig være forkert. Okay, en gang imellem skiller han fingrene ad, så han kan se. Det er han jo nødt til, ellers kan han ikke passe på hende og holde øje med, om nogen vil hende ondt.

Hun glemmer tit at trække for. Ligesom nu, hvor hun ser tankefuldt gennem vinduet. Et glas mælk i den ene hånd og en fjernbetjening i den anden.

Han burde ikke kunne se det, for han står faktisk for langt væk. Men kikkerten hjælper ham til at se bedre, så han kan passe på hende. Hun opdager ham ikke. Han er ikke sikker på, om hun overhovedet ser noget som helst. Hun har virket så trist, efter rockeren døde. Ja, altså, han ved jo ikke, om hun er trist, for han har ikke talt med hende siden. Han gætter sig til, at hun er ked af det, for hun ser sådan ud, når hun så tit står og stirrer ligefrem for sig.

Det er ikke, fordi han har undgået hende, tværtimod. Han har ringet mange gange, men hun ignorerer opkaldene og de mange beskeder.

Han ved ikke, hvad han har gjort, eller jo … Han ved godt, hvad han har gjort, men det ved hun ikke, så hun burde ikke være sur på ham.

Måske savner hun den døde rocker?

Måske er det derfor, hun ser så trist ud?

Men det var jo for det bedste, at han døde.

Måske var hun forelsket i ham?

Vrede bruser i venerne, men han må ikke agere på det. Han må ikke! Åh, han har fået det dårligere, og det er hendes skyld, fordi hun ikke vil hjælpe ham. Han har brug for hende.

Hvorfor vil hun ikke tale med ham?

Selene. Han elsker navnet. Hendes duft. Hvor ofte har han ikke stået ved hendes dør for at erklære sin kærlighed? Hver gang har han mistet modet lige inden og er løbet sin vej. Nogle gange har han nået at banke på, før han flygtede. Hun ved ikke, at det har været ham.

Når hun sover, ser hun endnu smukkere ud. Læberne, der normalt er stramme og trukket i en lige streg, er fyldige, når søvnen har fat i hende. Nogle gange ser det ud, som om hun smiler i søvne.

Ja, ja, nogen vil sige, at det er forkert, når han dirker låsen op og lister ind for at se til hende, men det er instinktet, der tager over. Han gør det også kun, når hun husker at trække gardinerne for. Når han ikke kan se ind, føler han, at hun er i fare i sin lejlighed, og ville han ikke være en dårlig kæreste, hvis han ikke tjekkede op på hende? Jo, så ville han ikke fortjene hende. Det er jo ikke, fordi han rører ved hende, når han betragter den smukke og sovende kvinde. Han har lyst til det, men han gør det ikke. Han vil først røre, når hun giver lov.

Hvornår giver hun ham lov? Han kan snart ikke vente længere. Han elsker hende. Han savner hende. Hvorfor vil hun ikke være hans psykiater? Hvorfor kan hun ikke se, at han er den rette for hende? Hun bliver ved at vælge andre end ham, og han kan ikke forstå det. Han synes nu nok, at han har gjort sit for at vise, at han er mand nok til at beskytte hende mod alt ondt.

Han er ikke ond. Nej, ikke ham. Han vil kun have lov til at elske hende. Elske med hende.

Måske skulle han få en tatovering? Hun kan jo lide den slags på sine mænd. Vil hun så se ham som en mulig elsker? Åh, bare tanken om at være oppe i hende gør ham nervøs, og hænderne bliver svedige på trods af det kolde vejr. Han er ikke sikker på, at han kan gøre det blidt. Det gør nok ikke noget, for han har set, hvor hårdt hun kan lide det. Nogle gange har det mindet meget om voldtægt, og det kan han bestemt godt klare. Hun vil kunne lide ham sådan. Han vil være den perfekte elsker sammen med hende.

Han slår sig hårdt på skridtet, for at rejsningen ikke skal blive så slem, at de afskyelige tanker får den hæslige frem. Han må ikke gøre nogen grimme ting!

Sådan, det hjalp. Nu kan han fokusere på at få hende til at lægge mærke til ham, ligesom hun lagde mærke til rockeren, der er død. Rockeren var en hård og ubarmhjertig mand.

Det kan han aldrig være. Han er, hvad andre vil kalde en nørd. Ikke længere, nej. Nu vil han sørge for, at hun lægger mærke til ham på samme måde.

Han lister rundt om hjørnet og får straks øje på en skraldespand, som han styrer direkte mod. Han dykker ned og roder rundt. Der var ikke noget brugbart. Han går videre, til den næste skraldespand dukker op. Her stikker han hænderne ned igen, og heldet er med ham. En tom ølflaske. Han smiler hemmelighedsfuldt og skynder sig ind i den nærmeste port. Her smadrer han flasken mod muren og samler et skår op.

Et grimt sår vil få hende til at tro, at han er den hårde type.

Hånden ryster, da han fører glasset til panden. Hjertet banker hårdt, og han får åndenød, da han sætter skåret mod huden.

Øv!

Han kan ikke.

Han er den svage af dem. Han vil aldrig kunne skade nogen med vilje, ikke engang sig selv.

Nu skal jeg.

Det trykker i kroppen, som om der ikke er plads nok. Helt indefra kommer smerten, og hjernen føles, som er den ved at eksplodere, fordi der i et kort øjeblik er for mange tanker til kun én personlighed.

Nej!

Han må ikke. Den fæle af dem. Ikke nu. Det går galt, hvis …

Med lukkede øjne ryster han en enkelt gang på hovedet. Så ser han ned på skåret i hånden. De usikre følelser i sindet er forduftet.

Hvad fuck er han så bange for, den skide kylling? Kan han aldrig klare noget selv? Han skal altid have hjælp, den svans.

Der er ingen angst i kroppen nu. Den forsvandt sammen med den første personlighed.

Uden at være det mindste nervøs for, hvor stor skade han gør på sig selv, fører han skåret op til panden og presser, til blodet løber ned i øjne og mund. Mens han fastholder presset mod huden, så smerte stikker helt ind til kraniet, trækker han skåret langs panden og ned ad kinden. Blodet siver ikke kun, det løber i en tyk strøm.

Han smider skåret fra sig, mens han fuldt ud tilfreds med sig selv slikker sig om læberne for at få noget af blodet væk.

Det summer i hovedet og trykker for ørerne. Det er blodet, som bruser, og smerten, der jager skarpt.

Okay, han skar vist lidt for dybt. Nå, fuck det. Fik han ikke fuldført opgaven, som han ikke kunne?

Måske er det alligevel tid til at forsvinde, så en af de andre vatpikke kan finde vej til hospitalet? Det her kræver helt klart nål og tråd.

Han trækker sig, og alt bliver sort i et øjeblik, før skriget undslipper hans mund.

Av, av, av, det gør virkelig ondt. Tårer står ud, da han fører begge hænder op til ansigtet, men det gør for ondt at røre ved. Tårerne blander sig med blodet.

Hvorfor skulle han også lige komme? Han havde bare brug for et øjeblik til at samle mod, så skulle han nok have gjort det selv. Han ville ikke have skåret så dybt, at det skulle syes.

Er du gal, hvor gør det ondt. Sorte prikker danner sig for øjnene.

Han ser mod gaden. Han skal gå derud nu, for han er svimmel, og om lidt vil han besvime, fordi det gør så ondt. Benene er allerede som gelé. Der er altså også bare alt for meget blod, og han plejer at få kvalme af det klistrede stads. Han kan ikke tåle synet af det.

Med en støttende hånd mod muren begiver han sig gennem porten og ud til gaden. Det bliver sværere at fokusere. Benene er tunge, og det er tæt på at være umuligt at tvinge dem fremad.

Han er smurt ind i blod.

Inden han falder om, hører han en kvinde skrige.

 

 

Selene sætter sig op i en hurtig bevægelse, så soveværelset snurrer rundt. Hun blinker sig vågen, og ser mod døråbningen til stuen. Hun lytter, men ligegyldigt hvor længe hun venter med tilbageholdt åndedræt, er der ingen andre lyde end pulsen, der pumper i tindingen. Det giver hende hovedpine.

Langsomt lader hun sig dratte tilbage på madrassen og stirrer op mod loftet. Hun kunne have svoret, at der var en lyd.

Siden Rayans død har det været svært at sove en hel nat uden afbrydelser. Hun har aldrig været bange for at være alene i sin lejlighed, og det er hun heller ikke nu … kun om natten.

Heldigvis får hun snart nøglerne til sit hus. Efter hun blev suspenderet, kunne hun ikke se, hvorfor drømmen om at flytte væk fra alt, kun skulle forblive en drøm. Nu var muligheden der, så hun greb den. Et sted væk fra minder og dårligdomme. Hun har tænkt sig, at lade den pludselige angst for at være alene, når det er mørkt, blive her i lejligheden. Hvorfor den er kommet, ved hun ikke. Selvfølgelig var det traumatiserende den måde, Rayan døde på, og hun mærker bestemt også savnet, men så er den heller ikke længere end det.

Ville hun ønske, at han stadig var i live? Ja da. Ville hun fortsætte med at være hans psykiater? Nej, det løb var kørt. Ville hun fortsætte deres intime forhold? Heller ikke, nej. Alligevel er han savnet, og hun har da også gemt hans beskeder og læst dem et par gange, men det har været mere for at se, om hun kunne tyde noget andet i dem, end hvad de skrevne ord lige sagde. Hvorfor? Fordi hun bebrejder sig selv for ikke at have kunnet hjælpe ham mere. Han lagde jo ikke skjul på, at han ønskede at dø. Hun burde have været i stand til at forhindre udfaldet.

Selene sukker tungt og lægger sig om på siden for at stirre på uret på natbordet. Fem minutter over fire om morgenen. I guder, altså. Hvornår får hun lov til at sove en hel nat?

Så holder hun vejret.

Det dér var bestemt en lyd, der ikke hørte til i lejligheden.

Langsomt trækker hun dynen til side og slynger benene ud over sengekanten. Var det her en film, ville det havde været nu, hvor hun spurgte, om der var nogen. Det har altid pisset hende af, når personen i filmen spørger ud i den blå luft. Hvis der er indbrud, og der er en, der lister rundt for ikke at blive hørt, ville tyveknægten nok ikke sige, ”ja, det er bare mig. Jeg napper lige et par ting, så er jeg ude ad døren igen. Sov du bare videre, ellers er jeg nok nødt til at skære halsen over på dig.”

Stadig siddende på sengekanten bukker Selene sig og føler sig frem med hånden under sengen. Det runde træbat er en betryggende følelse mod hånden. Hun griber om det og rejser sig fra sengen for at liste ind i stuen.

Her er næsten helt mørkt, fordi hun for en gangs skyld huskede at trække gardinerne for. Heldigvis er lejligheden så lille, at det eneste, hun ikke kan se herfra, er badeværelset. Hun behøver ikke mere lys for at orientere sig.

Piphans hopper over på pinden nærmest hende og skræpper en enkelt gang. Hun fører en finger op til munden for at tysse på den. Okay, så kunne hun lige så godt have spurgt, om der var nogen, for at gøre tegn til en undulat er lige så tåbeligt.

Med langsomme skridt og battet klart til at blive ført går hun ud på badeværelset.

Selvfølgelig er der ingen.

Hun lader battet dunke ned i gulvet og bruger det som stok, da hun går tilbage til sengen.

Hun må være ved at blive tosset, for lige netop dette har hun gjort alt for tit, siden Rayans død for godt en måned siden.

Battet er lagt tilbage under sengen, og Selene trækker dynen over sig.

Havde Rayan fat i noget? Findes der noget på den anden side? Kan det være ham, der ikke kan lade være at dukke op for at chikanere hende? Det kunne ligne ham, den satan.

Irriteret på sig selv og sin trætte hjerne ruller hun om på maven og lukker øjnene.

Der går ikke mange minutter, før hun hysterisk kaster sig om på ryggen, fordi trætheden er forduftet. Hvis hun står op nu, vil hun være ødelagt, inden formiddagen er omme, og det er der ikke tid til. Hun mangler stadig at pakke hele lejligheden ned.

Selene skæver til natbordsskuffen. Skulle hun? Det hjalp den foregående nat. Hun rækker ud og åbner skuffen for at fiske dildoen frem.

Med eller uden vibrator? Med, helt sikkert med. Det er jo for at afhjælpe søvnløsheden, så det skal overstås så hurtig som muligt.

Hun tænder den og fører den ned til skødet, der ved lyden alene bliver varmt og blødt. Selene starter uden på trusserne, og snart er hun langt væk i sin nydelse. Dildoen er kun omkring tre uger gammel. Hun købte den, da en flygtig indskydelse var dukket op. Noget ved Rayan og hans påtrængende facon har vækket et savn i hende. Hun vil lære sig selv at nyde sex uden smerte.

Selene lægger dildoen fra sig og trækker trusserne af, så hun kan føre den summende ting direkte til sit fugtige skød. Der er kun brug for én hånd til at føre den, så med den anden kan hun torturere klitorissen. Med pege- og langfinger på hver side af den følsomme knop kæler hun frem og tilbage, til den er så sensitiv, at det er tæt på at være uudholdeligt. Hun fører dildoen op, og snart vibrerer det i underlivet. Hun bevæger den langsomt, mens hun klemmer sin klitoris hårdere og hårdere, til den stikkende smerte får underlivet til at krampe om dildoen. Ja, ja, der var brug for en smule smerte.

Hun kommer uden en lyd. Krampetrækningerne er få, og ikke lang tid efter har Selene trukket dildoen ud, slukket den og ligger på siden med et stift blik rettet mod den døde ting.

En dildo og to fingre. Er det, hvad der er at hente for hende, når hun ikke vil tillade sig selv at gå tilbage til fortiden og knalde på lokummer?

Er det her livet?

Halsen snører sammen, så det er svært at synke, og mavesyren bliver stærkere. Hun gør sit bedste for at arbejde sig uden om den hurtigvoksende klump i halsen, mens kvalmen og sorgen slås om at blive størst og stærkest. Denne gang vandt kvalmen, og hun skynder sig ud af sengen og ud på badeværelset for at klamre sig til kummen, mens dagens måltid kommer op.

Det her er livet. Hendes sørgelige liv.


Kapitel 1

 

 

Roland stirrer ned på sin hånd, der knuger om rattet. Knoerne er hvide af det paniske greb. Det fucking hjerte slår så hårdt og hurtigt, at han har fået hovedpine.

Kom nu for helvede. Stig ud. Tal med hende. Lad være med at se ham for dig, når du får øjenkontakt.

Okay, han kan godt. Hun er ikke nogens kvinde, hun er bare en kvinde. Forbindelsen til Rayan er væk. Hun er kun en kvinde!

Hvis hun kun er det, hvorfor helvede sad han så også her for et par uger siden? Fastfrosset til sædet i sin nye, sorte pickup-truck. Kæmpede mod trangen til at træde speederen i bund og søge så langt væk som muligt fra alt, hvad der mindede om Rayan? Fordi det er løgn. Psykiateren er ikke kun en kvinde. Bare det at se hende nu, får Rayans død til at føles så uvirkelig. At se den kvinde, som var den sidste, der fik lov at være tæt på hans bedste ven, får ham til at føle, at Rayan stadig er i live. Og han så endda manden dø på jorden med blodet om sig.

Fuck, en røvtur den dag var.

Roland vil virkelig ikke igennem minderne igen for gud ved hvilken gang, men hjernen har sin egen vilje, og så befinder han sig på sorgens dag igen.

Pickuppen skrider ud, da han tvinger den op over kantstenen og videre ind over rabattens græs. Rayans kværn ligger smidt midt på vejen. Det vil altså sige, at han stadig befinder sig et sted i huset.

Alverdens tanker flyver. Alle ender med et spørgsmålstegn efter sig. Hvor mange af Devils Pack er mødt op? Hvor mange af Rolands egne folk er nået frem? Kom psykiateren ud i tide? Vil det overhovedet være muligt at ændre aftalen og redde Rayans liv?

Er han kommet for sent?

Før bilen er holdt op med at skride i græsset, flår Roland bildøren op. Han fisker sin Glock 19 frem og afsikrer den, mens han skynder sig mod huset og kryber langs muren. Flere af hans folk kommer til, og han gør tegn med hånden til, at det er i huset, det sker. Han gør også tegn til, at et par stykker skal blive udenfor og holde vagt, hvis der skulle komme flere fra Devils Pack. Hvis det er en almindelig likvidering, burde der kun være enkelte fra gruppen for at udføre opgaven, men det er bedst at være sikker.

Hoveddøren står åben, og Roland lister ind med flere af sine folk bag sig. Et højt knald lyder, og han stivner i et hårrejsende øjeblik. Det affyrede skud kan kun være mod Rayan. Devils Pack plejer ikke at skyde uskyldige, medmindre det kan være et øjenvidne, selvfølgelig.

Så er spørgsmålet der igen. Kommer han for sent? Nåede Selene at flygte, eller kan det være hende, der har måttet tage en kugle?

Fuck! Forestillingsevnen løber af med ham, og han ser blodet flyde fra psykiaterens baghoved. Roland skynder sig videre ind i huset, mens han sigter frem for sig. Stuen er tom, men terrassedøren er åben. Han havde beordret Selene til at flygte den vej og ud gennem haven. Det var den mest sikre rute. For helvede, hvor havde hun lydt rædselsslagen i mobilen, og i et øjeblik var han sikker på, at han skulle høre hende dø, mens han pressede mobilen ind mod øret. Flot gjort, hvis han allerede dér brød sin aftale med Rayan om at sørge for hendes sikkerhed.

Roland kniber øjnene sammen for bedre at se. Der er bevægelse bag hækken. Han sigter og spænder med fingeren på aftrækkeren, så han er klar.

Endelige genkender han personerne. Det er Selene og Rayan. Rayan synker i knæ, og Roland føler et stykke af sig selv dø i samme sekund. Rayan er ramt, og det er så alvorligt, at han ikke kan holde sig oprejst. Roland har det, som om han falder sammen med sin ven.

Selenes tryglende ord blandet med synet af Rayan, der ligger på jorden, får Roland til at gispe efter vejret, fordi det er den frygteligste følelse, han mærker.

Sorg og fucking meget af det. Er det hans egen eller Selenes? Han ved det ikke, kun at han ikke burde reagere så voldsomt. Han burde tænke på vold. På at finde dem, der gjorde det, og tage deres liv. Han burde ikke stå her ude af stand til at bevæge sig.

Det er egoistisk, men tanken er der alligevel. Nu, hvor røvhullerne har taget Rayans liv, har de også frataget Roland hans mulighed for at komme ud af alt det lort her. Meningen var, at han ville bestikke Rayan til at tage over for klubben og alt, hvad der hører til.

Nu er Rayan død.

Nu kan hans ven ikke redde ham.

Flere af Rolands folk melder ud, at gerningsmændene er flygtet. Ingen nåede at se noget, og Roland lukker øjnene for at samle sig for ikke at gå amok og skyde løs på alt, der bevæger sig.

Selenes skrig lyder, og det får ham til at sætte i spring, før han får set, hvad det er. Han maser sig gennem den tynde hæk og stopper brat ved synet. Selene har sgu fået vækket Rayan ved at sætte en syngende lussing af på hans kind.

Lettelsen når kun at skylle ind over Roland i et øjeblik, før hans ven udånder for sidste gang.

Shit, shit, shit.

Smerten forgrener sig til hele brystet, og det er tæt på umuligt at trække vejret.

Hvis han troede, det var hårdt at stå og stirre ned på sin døde ven, var han da godt naiv. Da Selene hæver hovedet og ser op på ham, er han lige ved at synke i knæ sammen med hende og græde. Det tryglende blik i de blå øjne går gennem alt i hans massive krop. Uden ord trygler hun om, at han skal vække Rayan. Han skal gøre noget. Hjælpe hende.

Men han kan ikke.

Han har aldrig følt sig så magtesløs som nu.

Satan i helvede!

Roland synker besværet og undgår at se mere på sin døde ven. Det gør fucking ondt, men der er ikke plads til sorg nu.

”Kom,” beordrer han, men den sørgende kvinde ryster bare på hovedet.

For helvede da også. Der er ikke tid til det her. Hun skal væk. Hun er for sårbar til at blive forhørt af politiet. Så er der også Devils Pack. De vil jage hende, så snart de hører, at der er et vidne.

”Du har ikke noget valg,” bider han, da hun nægter at adlyde. Han tager fat om Selenes arm og trækker hende op at stå.

”Nej!” skriger hun pludseligt og svinger med knyttede hænder.

Han griber fat i armene og rusker i håb om, at han kan ryste hende ud af sorgen. ”Er du klar til at miste alt, inklusive dit liv? For det er, hvad der vil ske, hvis du bliver afhørt, og gerningsmændene finder ud af det.” Fordi hun i et øjeblik ser ud til at forstå, hvor vigtigt det er, at de fordufter nu, fortsætter han for at understrege det: ”Og tro mig. De skal nok finde dig, for de har forbindelser selv inden for politiet.” Ligesom han selv har.

Fuck, det blik, hun sender ham, vil hjemsøge ham om natten. Bebrejdelse. Fandens også!

”Jeg er ligeglad,” snøfter hun. Det næste, hun siger, gør ham helvedes rasende, og han har mest lyst til at slå på noget for at afreagere. ”Jeg vil ikke være her. Jeg vil med ham. Han skal tage mig med. Jeg … ”

I stedet for at tage diskussionen op, om hvorvidt hun skal leve eller dø, slæber han afsted med hende.

Kvinden skriger, at hun vil dø, og han er lige ved at hjælpe hende med at få opfyldt sit ønske. Hun spræller med armene. Slår ud efter ham, sparker, og da hun rammer ham med en knytnæve, klikker det for Roland.

Han slår tilbage.

Han har kun slået én anden kvinde før og kun én gang, og det er ikke noget, han har tid til at tænke på lige nu.

Selvom det ikke var særlig hårdt, og hun nok ville have grinet af hans forsøg på at slå, hvis der ikke lige var sket et drab, så fortryder han med det samme.

Hun stirrer forbløffet på ham, og han tilbage på hende lige så overrasket over sig selv. Han åbner munden for at undskylde, da hun med et arrigt hyl går til angreb. Små knyttede næver flyver gennem luften og rammer ham i ansigtet og på brystet. Nogle af slagene rammer faktisk okay godt, men hun slår ikke en proper næve.

Det, der får ham i bevægelse igen, er sirenernes hylen i det fjerne. Med en hurtighed, der kommer bag på hende, snurrer han Selene omkring og slynger en stærk arm om livet på hende. Med den anden forsøger han at fange hendes sprællende arme, mens han slæber afsted med hende.

De fleste af hans folk er væk, kun få er blevet tilbage som beskyttelse.

Han smider den hysteriske kvinde ind i bilen fra sin side, og maser sig ind lige efter hende, så hun må rykke over. Med det samme søger hun bildørens håndtag, men han er hurtigere og har låst dem inde sammen.

Sømmet i bund, og Roland når akkurat lige at se de blå blink i bakspejlet, da han får trucken til at ræse om hjørnet for enden af gaden. Kort efter sætter han farten ned, så de ikke vækker opsigt. Han skæver til hende. Hans egen sorg er sat på standby, for kvinden ved hans side bekymrer ham. Hun græder ikke længere. Hun blinker godt nok af og til, men det døde blik kunne ellers godt have narret ham til at tro, at hun alligevel havde fundet en måde at følge efter Rayan i døden på.

Fandens også!

Rayan er død.

Hans eneste ven.

Roland bliver ved at køre. Trafikken suser forbi, og uden at vide det træder han på et tidspunkt på bremsen for at holde for rødt. Han ser sig omkring. Han er sgu ikke sikker på, hvor de er længere. Han har bare kørt som i en tåge.

Rayan er virkelig død.

Nu har han ingen, han kan stole på længere. Ikke sådan rigtigt. Rayan var den eneste, han så sådan på. Han var som en bror for ham.

Det bliver grønt, og som er han sat på autopilot, følger han trafikken.

”Sæt mig af.”

Roland ser overrasket på Selene, som stadig stirrer lige ud. Sagde hun noget, eller er det virkelig slået klik for ham?

”Ja, okay.” Hold kæft, det gør ondt at tale, og han er ikke sikker på, at det er den gamle skade på stemmebåndet, der er årsagen. Han æder smerten og siger hæst: ”Jeg kører dig hjem. Jeg er nødt til at skaffe mig af med bilen her. Jeg ved ikke, hvor meget de fik set af os.”

”Sæt mig af,” siger hun igen.

Hun ligner en, der har tænkt sig at springe ud af bilen, ligegyldigt hvor hurtigt de kører, hvis ikke han lader hende få sin vilje. Derfor styrer han bilen ind til siden.

Hun gør klar til at stige ud, men han lukker hånden om hendes arm. Han er nødt til at sikre sig, at hun er o.k., og at hun ikke gør noget dumt. ”Jeg vil gerne køre dig hjem?”

Hun ryster på hovedet.

Roland gør sit bedste for at aflæse hende, men for helvede da også. Hans ven ligger i en blodpøl. Død.

Sorgen vil ud. Den vil have ilt, så den kan vokse i styrke og størrelse og kvæle ham, men han fokuserer på det vigtige. Først skal alt lukkes, før følelserne får lov at tage over.

”Okay, så kommer jeg og ser til dig senere.” Han føler sig pludselig så udmattet.

Selene nikker, stadig uden at se på ham.

Han taler nok for hårdt, men han skal være sikker på, at hun forstår budskabet. ”Lad være at ringe til nogen. Tag et bad. Har du noget beroligende, så tag det. Så længe jeg kan være sikker på, du ikke kontakter politi, hospital eller andre.”

Igen nikker hun uden at se på ham. Stiv og umenneskelig. Det er bekymringsvækkende, men Roland har ikke tid til hende nu, så han tager til takke med, hvad hun giver ham af svar.

Han lover: ”Jeg skal nok komme senere. Ingen kontakt med nogen. Forstået?”

Lige så snart han løsner grebet, stiger hun ud og går med stive bevægelser og uden at lukke bildøren efter sig. Hun er i chok, men han kan intet gøre ved det nu. Det er noget lort at efterlade hende på denne måde, men han er nødt til at få sig nogle nye hjul og samle tropperne for opdatering. Det er ikke til at sige, om der er krig, eller om det virkelig er Devils Pack, der overholdt deres aftale med Rayan. Under alle omstændigheder skal han have beroliget sine folk, så de ikke gør noget overilet. Hvis der skal være blodsudgydelse, skal det sgu være gennemtænkt og ikke med en masse følelser siddende uden på tøjet.

Roland strækker sig ind over passagersiden og lukker Selenes dør. Han havde håbet på, at hans egne følelser kunne vente lidt med at kræve hans opmærksomhed. Den gik ikke. Han når ikke at sætte bilen i gear, før tankemyldret vælter rundt.

Rayan.

Død.

Smerten hamrer op gennem mellemgulvet. Den spreder sig i maven og videre ud til brystet. Op gennem halsen.

Fuck!

Det får ham til at hyperventilere. Han fører en hånd til brystet, fordi det gør så ondt, at han føler, at ribbenene bukker under og splintres. Imens holder han godt fast i rattet med den anden hånd. Hvis han slipper, falder han, så meget fat har sorgen.

Hvem fuck skal nu tage over for ham? Uden den mand er han fanget. Alle planerne blev skudt i sænk, idet Rayan lagde sig.

Tårer svider på indersiden af øjenlågene, og lige da den første løber ned ad kinden og ud i hans store skæg, går pickuppens dør op. Roland stirrer forbavset på Selene, der kravler ind og sætter sig på sin plads igen.

Hun ser ikke på ham en eneste gang. Hendes stemme er lige så død som før: ”Må jeg køre med dig, mens du skaffer dig af med bilen?”

Han glor på hendes profil alt for længe, og da hun langsomt drejer hovedet og ser direkte på ham med sine blå øjne, er han pludselig i stand til at flytte hånden fra brystet og sætte bilen i gang. Ingen af dem siger noget, mens han får trucken sat i bevægelse.

Tåren i hans skæg er tørret, men der er mange, der venter på at blive sluppet fri. Heldigvis er han i stand til at lægge låg på for nu, fordi han ikke er alene.

Gudskelov for at hun kom tilbage, så er han fri for at se sit eget shit i øjnene lige nu.

 Roland fylder lungerne med luft igennem en rystende vejrtrækning. Han gnider brystet fri for den nagende smerte også kaldet sorg.

Uden at hæve ansigtet ser han ud ad pickuppens forrude. Før han lod blikket falde, troede han, at hun så direkte på ham med sine skarpe øjne, men han tog fejl. Selenes blik er tomt, som befinder hun sig slet ikke på gaden, hvor hendes krop er.

Måske kan han helt undgå øjenkontakt, når han konfronterer hende? Han kan bare se ned i jorden eller lige forbi hende? På den måde vil han ikke se sin bedste ven for sig?

For helvede, hvor har han været en røv. Den dag det hele væltede, lovede han, at han ville komme tilbage. Det gjorde han også, men det blev til kun fem minutter, mere kunne han ikke holde til. Han lod Kristian blive for at holde vagt de første nætter. Selene fik Kristian til at ringe til Roland og lade hende tale med ham, så hun kunne protestere. Men Roland truede med at tage hende med til klubben, hvor hun så var tvunget til at blive og overnatte. Alt skulle være faldet til ro, før han kunne være sikker på, at hun ikke var i Devils Packs søgelys. Det hjalp, og Selene gik med til fjorten dage med en af Rolands mænd på slæb.

Hvad hun ikke ved, er, at der stadig bliver holdt skarpt øje med hende om dagen. Nu er det ikke så meget på grund Devils Pack, for kender de til hende, ville de allerede have forsøgt at komme til hende, er han sikker på. Nej, det er den forbandede aftale med Rayan. Roland føler denne forbistrede forpligtelse til at holde sit ord. Okay, han holder det kun halvt, for der er ikke er sat nogen på til at holde øje med hende om natten. Han har sgu ikke tid til at lave et vagtskema, for helvede.

Roland selv har ikke vist sig siden den dag. Han kan ikke. I dag er første gang, han selv tager tjansen, men det er der også en grund til.

Han betragter kvinden med den ranke ryg. Hun er sgu ikke til at greje. Hun virker så kold og alligevel er der noget i de kølige øjne, der vækker hans interesse. Han vil gætte på sårbarhed, men han kan jo tage fejl, og mon ikke han gør det med lige hende her? Er der noget, hun ikke er, så er det sårbar. Hun er nok den stærkeste kvinde, han har mødt.

Hun er smuk. Som en fucking gudinde. Det er ikke svært at forstå, hvorfor Rayan var interesseret i hende.

Han ryster på hovedet ad sig selv, for har han ikke allerede været der måske? Trekanten, der bliver ved at spøge i hukommelsen. Der var en tid, efter trekanten altså, hvor han ville give sin højre arm for at få hende for sig selv bare en enkelt nat. Et put i røven var sgu ikke nok. Han ville udforske alt på den kvindes krop. Han ville være den eneste grund til, at hun stønnede sin nydelse ud.

Sådan er det ikke længere. Nu, når han ser på hende, ser han også ham. Rayan. Hans ven. Hans afdøde ven.

For helvede da også!

Roland lukker øjnene for at samle sig. Da han ser på kvinden igen, går en ældre dame mod Selene. Hun lægger en hånd på Selenes arm for at fange hendes opmærksomhed, og på mirakuløs vis er Roland i stand til at slippe rattet og åbne sin bildør.

Hvorfor han føler, at han skal komme hende til undsætning, aner han ikke. Den ældre dame er jo ikke ligefrem en, som Devils Pack har ansat som lejemorder.

Han går i stå med et ben ude af bilen, da Selene vender sig og ser overrasket på den ældre kvinde. Hun genkender den forfinede dame.

Med en afventende hånd på den halvåbne bildør bliver han siddende i sit sæde og lader scenen udspille sig. Hvis det viser sig, at den ældre kvinde kan kung-fu eller trækker en springkniv op af sin håndtaske, kan han altid blande sig.

Han fnyser af ironien. En ældre kvinde. Hvordan fanden skal hun kunne gøre skade på Selene? Psykiateren er overlegent stærkere. Han må have fået paranoia efter den samtale med Rayan.

Hans ven var så sikker på, at Selene havde brug for beskyttelse. Men var det ikke bare Rayan i en nøddeskal? Der er ingen, der er ude på at skade psykiateren. Rayan må have sniffet for meget coke i sine tidligere år, for de to sidste hjerneceller må virkelig have spillet ham et puds, da de svirrede rundt for at finde ud af, hvor den anden var.

Roland forbander sig selv. Hvorfor helvede skal han altid dumme sig sådan? Han burde have vidst, at der var en hage ved den aftale, han lavede med Rayan.

Hans ven har altid været god til at narre ham.

Det trykker i brystet ved fejlen.

Rayan var god til at narre ham.

Var, for satan. Manden er jo død.

Fandens også!

Han fokuserer på opgaven for ikke at blive alt for sentimental. Det er ikke til at se deres ansigter rigtigt, fordi de står for langt væk. Det har slet ikke noget at gøre med, at han nægter at gå med sine briller. Han kan sagtens klare sig uden dem. Han. Er. Ikke. Blevet. Gammel. Og nej, han er ikke blind som en muldvarp. Hvis han kniber øjnene sammen, går det an.

Med bildøren på klem, får han sat bilen i frigear, så den triller frem langs kantstenen. Han stopper få meter fra kvinderne, så han bedre kan se dem.

Samtalen er ikke af den høflige slags, men Selene ser ud til at klare sig helt fint på egen hånd. Og igen: han vil fandeme ikke være en skide babysitter. Kvinden har klaret sig selv i alle de år uden, så hvorfor skal han spilde tiden på det her? Hun har jo ingen stalker … Altså hvis man lige ser bort fra ham lige nu.

Han fører hånden op til solbrillerne og trækker dem længere ned på næsen, så han bedre kan følge med i deres bevægelser. Han kan se det nu. Ligheden mellem dem. Kvinden, som Selene står med, er en ældre udgave af hende selv. Mor måske?

Han puster ud. Hvor længe har han tænkt sig at sidde her og være en kujon?

Roland hiver nøglerne ud af tændingen og stiger ud med et irriteret suk. Han er en fucking idiot, det er, hvad han er. Selv fra graven har den spade så godt fat om nosserne på ham, at han stadig render og gør ham tjenester.

Jep. Det er så meget nemmere at være sur på røvhullet. De følelser er lette at håndtere. De sørger for at holde sorgen i skak.

Han planter røven op ad siden på pickuppens køler, mens han tænder en smøg. Den får lov at hænge i mundvigen, så han kan trække hårelastikken af håndleddet og samle håret til en knold i nakken.

Selene er kun en kvinde. Hun har ingen forbindelse til Rayan længere. Hendes bånd til ham er væk, og intet af hende minder om Rayan.

Niks, ordene virker ikke, som de skal. Alligevel lader han dem køre på repeat i hovedet, mens han med lange skridt krydser vejen. En bil bremser, og gutten bag rattet holder hornet inde. Uden at se til den hidsige chaufførs side knipser Roland sin tændte smøg mod idiotens forrude.

Som et skræmt lam ser Selene i retning af støjen og får øje på ham. Hendes mund åbner. Øjnene bliver store og overraskede, og hun ligner en, der allermest har lyst til at løbe skrigende væk.

Jeg fanger dig, lille Cariño, tænker han mørkt og fortsætter målrettet mod hende. Normalt ville sådan en reaktion på hans ankomst more ham, men ikke i dag. Ikke når det er Rayans kvinde.

Fuck! Der tænkte han det igen. Det er ikke Rayans kvinde. Rayan er død. Selene minder ham ikke om manden.

Den ældre dame har ikke lagt mærke til noget og forsøger at få sin datters opmærksomhed, men Rolands tilstedeværelse har rystet den snerpede psykiater.

”Hey,” hilser han køligt med sin dybe og rustne stemme. I dag, hvor det er minusgrader og klart i vejret, gør det ikke ondt at tale. Når det er meget fugtigt i vejret, plejer han at holde sig til enstavelsesord grundet smerten i halsen. Det var hans egen skyld. Han kunne bare havde ladet være at kneppe den skøre kælling flere gange. Hun troede, de var kærester, og han havde jo ikke ligefrem sagt hende imod. Hun var prøveløsladt for vold mod en tidligere kæreste. Dagen kom, som den måtte gøre. Roland var i fuld sving med at få den suttet af, af en ung nymfe, da den anden kælling troppede uanmeldt op. Fuck, hun var syg i hovedet. Lige den kvinde havde faktisk en springkniv, og snart sad den i hans hals. Med en hånd havde han fået fat om baghovedet på hende og smækkede hendes hoved så hårdt ind i væggen, at hun gik ud som et lys. Han var vist i chok, for knivstikket gjorde ikke ondt, og før han vidste af det, stod han på hospitalet Lægerne havde sagt, at det var godt, han lod kniven sidde, for det ville have været den visse død, hvis han havde trukket den ud.

Sikke en joke. Han troede faktisk, at kniven var væk, for han kunne slet ikke mærke den.

Resultatet af knivstikkeriet blev, at hans stemmebånd tog skade. Da han kom hjem, var kæresten, som han ikke mente var hans kæreste, over alle bjerge, og han har ikke set skyggen af hende siden. Hende, der suttede ham af? Hun tør ikke at nærme sig ham i dag.

Rolands hilsen får den ældre dame til at fare sammen, og hun ligner en, der er ved at få et hjertestop, da hun vender omkring og ser ham an. Han skræmmer hende, og det er også sådan, det skal være. Jo hurtigere han får det her lort overstået, des hurtigere kan han komme tilbage til sit travle liv. Han har bedre ting at foretage sig. Tequilaen venter stadig. Sådan noget sprøjt kan godt blive for gammelt.

Den ældre kvinde ligner virkelig en, der har lyst til at løbe skrigende væk af angst. Han knurrer irriteret, for så grim er han sgu da heller ikke. Lyden får den ældre kvinde til at træde længere tilbage.

Selene rømmer sig. Hendes stemme er ikke så stærk, som han husker: ”Fuldskæg, eller jeg mener … Roland. Hvad laver du her?”

”Vi skal tale,” svarer han og rækker ud for at tage fat i hende, så han kan trække afsted med hende, men Selene er hurtigere og viger tilbage. Han spidder hende med blikket. ”Nu!”

Fuck, hvor han ikke gider det her.

Selene fnyser højrøvet. ”Jeg har ikke tid.” Hun lægger armene over kors og skyder den lige næse i vejret. ”Det er faktisk løgn, og jeg har ingen grund til at lyve. Sandheden er, at jeg ikke har lyst til at tale med dig. Så nej tak. Du kan bare smutte tilbage til rendestenen, eller hvor du nu kom fra.”

Roland glor dumt på hende. Tror hun virkelig, at hun kan sige nej til ham? Han er sgu ved at le. Faktisk gør han det, men kun for at håne hendes naivitet.

”Jeg mener det,” siger hun stålsat. ”Jeg vil ikke have noget med hverken dig eller nogen …” Hun går i stå, fordi han tager de sidste skridt mod hende. Hun krænger hovedet tilbage for at fastholde øjenkontakten.

Han er meget højere end hende. Okay, han er højere end de fleste, men ved siden af hende er det meget og en fryd. Hun har godt af at se op på ham og ikke ned, som hun gør med de fleste grundet sin overlegenhed.

Den ældre kvinde kryber om bag sin datter. Hvor der er angst i den ældre kvindes blå øjne, er der kun trods at se i Selenes.

Han knurrer: ”Du taler, som har du et valg.”

Selene stirrer arrigt på ham. ”Hvis du så meget som rører mig,” vrisser hun mellem sammenbidte tænder.

Provokeret af hendes trussel er Roland kvik til at lukke sin store lab om det spinkle håndled. Han hæver det ene øjenbryn. Udfordrer hende.

”Ved du hvad?” hvæser hun lavt, så hendes mor sikkert kun får fat i halvdelen af ordene, der er rettet mod Roland. ”Jeg vil intet have med Rayans tidligere bekendtskaber at gøre. Og du kan godt kalde dine gorillaer hjem igen. Der kommer ingen for at likvidere mig. Han er død, og hvem der har gjort det, ved jeg ikke, så jeg kan ikke engang sige noget til politiet.”

”Det er hurtigt, du er kommet videre, hva’?” brummer han og mærker, hvordan vreden bygger sig op, fordi hun er i stand til at være så ligeglad med, at hendes elsker er død. Hun havde sgu ikke fortjent Rayans tid, når hun tager så let på det.

Det mørke i Selenes øjne forsvinder, og det blå i dem forvandles til iskrystaller. Hun ranker ryggen, men det hjælper ikke på højden. ”Fis af Fuldskæg. Vi to har intet at tale om.”

Så nu er de tilbage ved øgenavnet?

Hun er fandeme en klasse for sig. Han gider ikke engang at kommentere det. Han har rigelig af øgenavne til hende, men hvorfor bruge sin tid på at fornærme?

Uden at fortrække en mine skifter han sit greb og flytter hånden til hendes overarm. Han snurrer omkring og trækker afsted med hende.

”Okay, okay, så vent dog, din store abe,” vrænger hun, mens hun gør sit bedste for at slippe fri.

Med ryggen vendt halvt mod hende brummer han utilfreds. Normalt er han rolig af væsen, men der er åbenbart noget ved denne kvinde, der nemt kan sætte hans pis i kog.

Han lader hende vride sin arm fri i en overdrevet bevægelse, før hun vender sig mod sin mor. Hendes stemme er i samme sekund udmattet: ”Undskyld, Eva, men jeg kan ikke tale nu. Min patient har kraftigt brug for mine vise ord, så hvad du end har at bebrejde mig, må det vente. Du kan eventuelt sende en mail, så skal jeg snarest svare tilbage på spydighederne.”

Med en stiv bevægelse drejer hun om på hælen og skridter forbi Roland uden at værdige ham et blik.

Han ser overrasket på den ældre dame, der ligner en, som ikke forstår, at hendes datter talte sådan til hende. Det var sgu da også respektløst. I Rolands familie har man fandeme respekt for de ældre. Med en hovedrysten følger han efter psykiateren.

Han skummer indeni. Så nu er han også begyndt at rende efter kvinder? Hold da kæft, mand. Nu er verden sgu af lave.


 

 Kapitel 2

 

Med sine lange ben når han snildt op på siden af den stolte kvinde, og denne gang er han den hurtigste og fanger den slanke overarm igen. I stedet for at bremse og snurre hende omkring, sætter han farten op og slæber afsted med hende mod opgangen til kontoret. Hvorfor? Hun var jo allerede på vej mod opgangen.

Fordi han kan.

Han åbner opgangsdøren, og haler psykiateren ind.

”Så slip mig dog,” siger hun hysterisk og vrider sig for at komme fri.

”Jeg skal hente noget på dit kontor, og jeg har ikke tid til mere pis.”

”Pis?” sprutter hun ”Nej, du skal ikke hente noget på mit kontor.”

”Jo, jeg skal,” siger han med opsat ro i stemmen. Han er virkelig tæt på at koge over, fordi hun er så fandens stædig.

Selene sætter hælene i, samtidig med at hun demonstrativt lægger armene over kors, og Roland ser overrasket på hende. Da han afgiver en lyd, der indikerer, at han er ved at miste besindelsen, siger hun overgivende: ”Okay, okay. Hvad er det, du skal hente, for jeg har pakket alt ned?”

Han er udmærket klar over, at hun endnu ikke har flyttet sine ting fra kontoret, selvom hun blev suspenderet lige før Rayans død. Han tænker, at hun har haft brug for tid til både at bearbejde tabet af Rayan og at også indse, at hun ikke længere kan praktisere. Han svarer: ”En nøgle, som Rayan har efterladt på dit kontor.”

Noget mørkt glider over hendes blik, og ansigtet fortrækkes i en lille grimasse. Ikke noget voldsomt, men nok til at han ser det.

”Er du okay?” spørger han, mens han forsøger at læse hende.

Selene fnyser og siger hovent: ”Selvfølgelig er jeg okay, hvorfor skulle jeg ikke være det?”

Han sukker. Hold kæft, hun er en stejl sag. ”Hør her,” siger han med en blødere tone. Måske hjælper det at drysse lidt sukker over hende. ”Rayan havde et sidste ønske, og det er det, jeg prøver at efterleve.” Men du gør det helvedes svært, dame, det sidste lader han selvfølgelig kun være en tanke.

Hun lægger armene over kors, noget, hun åbenbart gør tit, og han ville så meget ønske, at hun holdt op. Hver gang hun krydser de slanke arme, støder de brysterne længere op, så en perfekt kavalergang vises. Øjnene flakker, og minderne fra deres trekant dukker op igen. Mon hun ved, at det var ham, der var den tredje? Sladrede Rayan bagefter?

”Og hvad gik hans ønske så ud på?” spørger hun mistroisk.

Roland giver sig selv point for at være i stand til at se direkte ind i hendes øjne og ikke ned – så tit. ”At sørge for dig.” Shit, det skulle han vist ikke have sagt, men den kavalergang er fandens distraherende. Han havde lovet Rayan ikke at røbe deres aftale, for hun vil modarbejde ham hele vejen.

Nu, hvor hans kæft alligevel har sladret, kan han lige så godt blive i den ærlige ende. Måske hjælper det på den krigsliderlige kvinde. ”Jeg gør det kun af respekt for ham. Det var hans sidste ønske, så selvom jeg synes, det er hul i hovedet, er jeg nødt til at rydde op, så du ikke kommer i klemme.” Okay, han er ikke helt ærlig. Eller jo, det er han. Han fortæller bare ikke det hele.

Hun ryster forbløffet på hovedet. Hans ærlighed hjalp ikke en skid på hendes fjendtlighed. ”Gør os begge en tjeneste og gå, Fuldskæg. Hvis ikke du sladrer, siger jeg heller ikke noget om, at du ikke holder dit ord.”

Han er nødt til at tage en dyb indånding, inden han kommer til at brøle hende lige ind i ansigtet. Da han åbner munden for at tale, er stemmen lige så rolig som altid. ”Jeg har heller ikke lyst til at tilbringe et eneste minut med dig, Cariño, men …”

”Cariño?” Hun stiller sig sgu på tæer i et forsøg på at blive højere, mens hun nedstirrer ham.

Han er tæt på at le af det forgæves forsøg på at virke skræmmende, men han har for travlt med at få sin libido til at hoppe forbi de perverse tanker om dem sammen. Den er vild med hystaden.

”Men!” siger han med tryk på. ”Jeg bryder ikke mit ord og slet ikke over for en ven. Død eller ej. Det her er noget, jeg er nødt til at gøre, og længere er den ikke.”

Om hun ser vigtigheden i hans blik, eller hvad der lige sker, ved han ikke, men hun siger ikke noget. Den stramme mund er helt lukket, så læberne er smalle.

Han forklarer: ”Jeg skal have nøglen, som er gemt på dit kontor. Så skal jeg hente noget … et andet sted, og så skal jeg ind på din kollegas kontor. Efter det er vi en done deal.” Næsten.

Hun spærrer øjnene op: ”På Jans kontor?”

Roland ser flygtigt mod opgangsdøren, da en kvinde viser sig. Hun åbner den og kommer ind. For at de ikke skal vække opsigt, rykker han tættere på Selene, som træder tilbage mod væggen ved hans pludselige indtrængen. Han har hende tæt op ad væggen, som er de et kærestepar.

Han har hende tæt op ad væggen og skifter til en lav og kælen stemme, så de giver indtryk af at være et kærestepar. ”Rayan bad mig hjælpe dig med at få dit job tilbage. Han bad også om nogle andre ting, men denne her står først på listen.”

Selene tager sig til panden, mens hun ryster forvirret på hovedet. Hendes blik flakker fra hans øjne, til hans mund, til opgangsdøren ved deres side og tilbage igen.

”Jeg lovede Rayan det,” presser han.

Igen hører han udmattelsen i hendes stemme, da hun siger med lukkede øjne. ”Vær sød ikke at sige hans navn hele tiden.”

Roland skyder øjenbrynene i vejret: ”Hvad for noget?”

Hendes blik flygter, som forsøger hun at undgå øjenkontakt. ”Ingen siger et navn så ofte, som du gør. Du slider det op, og han er endda …” Hun ser op på ham. ”Ikke her længere.” Selvom deres blikke kun mødes kort, ser han det i hendes øjne. Sorg.

Fandens også, altså!

Han spænder i kæberne. Her troede han, at hun var isdronningen selv.

”Jeg skal prøve at lade være at sige hans navn så tit.” lover han.

Hun ler, men det er en falsk latter, og hun skynder sig at sige: ”Anyway. Jeg kan ikke få mit job tilbage. De tror, at jeg har gjort noget ulovligt, så der er ingen grund til at stalke mig. Desværre, Fuldskæg, du kommer ikke til at holde dit ord, ikke lige på det punkt i hvert fald.” Hun er sørme allerede tilbage ved den kyniske kvinde med sine stikpiller.

Han er ligeglad. Han er her ikke for det søde, selvom …

Niks. Det er Rayans dame.

”Snart vil de se din kollegas vej igen,” knurrer han irriteret på sig selv og sin liderlighed.

Selenes blik flygter, mens hun bider sig i læben. Hvad fanden er hendes problem? Og hun skal sgu stoppe med det der med sine tænder og læben, for det går direkte ned til pikken. Han ser væk, så han undgår de blå glimtende øjne og den der alt for velformede mund.

Måske kommer han til at snerre, han er ikke sikker. ”Vil du have dit job tilbage eller ej?”

”Det vil jeg ikke.” Svaret kommer højt og klart.

”Virkelig?!” Roland glor vantro på hende. Hvorfor helvede vil hun ikke have det tilbage, som hun har arbejdet for i så mange år?

Hendes blik er blevet hårdt. Hun hæver en slank finger for at prikke ham i brystet. ”Og du holder dig væk. Jeg ser, om jeg kan finde den nøgle, og kan jeg det, er jeg sikker på, at jeg bare kan vifte lidt med den ude på åben gade, så kommer du rendende ... ” Hun smiler triumferende. ”… Fra rendestenen.”

Hun lægger armene over kors, og det samme som før sker. Hans øjne flakker ned til … dem.

Hold kæft, han er svag!

”Jeg ringer til dig senere.” Hans ord er hårde, men lave. Han er nødt til at skride nu, før hænderne får deres egen vilje og lukker sig om de velformede bryster. Han husker kun alt for godt, da han fik lov at røre ved hendes varme og nøgne krop hos Rayan.

”Ja, det gør du sikkert,” snerper hun stolt. ”Og når du henter den nøgle, så lad venligst være med at overbeglo mine bryster på samme måde som nu.”

Han stopper brat med hånden på dørhåndtaget. Skal han virkelig vende om og vise hende, hvad det brystparti gør ved ham?

Med en knurrende lyd drejer han langsomt omkring, og det er nok til, at Selene træder tilbage. Det er kun et lille skridt, men det er nok. Nå ja, så det stolte ansigt, der i få sekunder viste ren frygt, gav ham også lige den nydelse, han havde brug for.

Det er nok for nu.

Roland skrider ud af opgangen.

 

 

Selene ser sig omkring på sit kontor. Nå nej, det er jo så ikke helt rigtigt. Det er ikke hendes kontor længere. Hun løj, da hun sagde til Fuldskæg, at hun ikke vil have sit job tilbage, for selvfølgelig vil hun det. Hun vil bare ikke tilbage til det her kontor med Jan som kollega lige ved siden af.

Noget langt inde i hende ønsker, at Fuldskæg sørger for, at hun kan praktisere igen, og djævlen i hende håber så inderligt, at Jan bliver straffet for at lægge skylden over på hende. Ja, ja, hun vidste jo, at bedrageriet med recepterne var sket på hans kontor. Han havde godt nok ikke gjort det. Rayan stod bag den gerning. Det var den dag, hvor Rayan havde fået hende til at tage på date med Jan. Rayan brød ind på Jans kontor. Hun vidste, at Rayan var ved at gøre noget kriminelt imens, men hvis hun skal være ærlig, var hun ligeglad. Hun havde ikke regnet med, at det var falske recepter, og at det kunne spores tilbage til hende. Og slet ikke når hun ikke havde gjort det.

Da Jan kom i den varme stol for dåden, som han heller ikke havde noget at gøre med, gav han hende skylden. Den forbandede idiot. Selene orkede ikke at tage kampen op, derfor er hun i dag suspenderet.

Heldigvis har hun en fed opsparing, fordi hun aldrig bruger en krone, så det er ikke pengeproblemer, der gør, at panderynken ikke vil forsvinde. Bekymringen er, at hun ikke ved, hvad hun nu skal foretage sig. Hun har arbejdet hele sit voksenliv og helst så mange timer som muligt. På den måde har hun været fri for at tage stilling til sit eget liv.

Hun slår det hen. Den første tid vil hun have travlt, fordi huset, hun har købt, skal sættes i stand og males. Hun har ingen ide om, hvordan meget af det skal gøres. Handyman, det er hun i hvert fald ikke, men meget af det kan man jo researche sig frem til. YouTube længe leve.

Hun drejer langsomt rundt om sig selv et par gange, mens blikket søger. En nøgle. Hvor kan Rayan have gemt sådan en?

Hun havde altså ret den dag, han troppede op og endevendte kontoret. Rayan havde bildt hende ind, at det var mikrofoner, han ledte efter. Det var første gang, hun rigtig blev præsenteret for Fuldskæg. I guder, han er en stor mand. Så meget som han ser skræmmende ud, så meget ser han også sexet ud. I hvert fald i Selenes øjne. Måske er det derfor, hun hader ham så inderligt? Hun kender ham jo ikke engang. Håret er for langt. Skægget er for stort. For fanden da også, manden er for stor.

Nå, hun vil ikke spilde tiden på at tænke på ham, den store abe. Han er ubehøvlet og skal bare holde sig langt væk, eller hun politianmelder ham.

Hun ser rundt igen. Hvis der er en nøgle på kontoret, burde hun have fundet den, for alt er pakket ned i kasser.

Det banker på. Mange små hektiske bank.

Selene går hen til døren og åbner.

”Jasraj?”

Han står med siden en smule til, har sænket ansigt, og hænderne er foldet foran ham. Fingrene bevæger sig hele tiden, og håret er mere fedtet end normalt.

”Jeg har brug for din hjælp,” pipper han, men ser stadig ikke på hende.

Hun vil ikke invitere ham ind, for så opdager han kasserne, og hun er ikke sikker på, hvordan han vil reagere ved påmindelsen om, at hun ikke længere vil være her for at hjælpe ham. Hans tilstand virker mere ustabil end normalt. Medicinen virker ikke, eller også tager han den slet ikke.

”Som jeg har forklaret både per brev og også på mail, kan jeg desværre ikke hjælpe dig mere, Jasraj. Men jeg har sørget for, at du har fået den bedste psykiater, jeg kender. Du er i gode hænder, det lover jeg.”

Endelig drejer han sig og ser på hende. Hun stirrer på det grimme sår med adskillige sting i. Det går fra panden og helt ned til kæben.

”Jasraj er død.”

Hun blinker overrasket. ”Hvordan det?”

Han forsøger at se forbi hende ind på kontoret, men hun sørger for at dække med sin egen krop og døren.

”Må jeg komme ind?” Hans blik er tryglende.

”Jeg kan ikke lukke dig ind. Det er ikke mit kontor længere.”

Med hånden viser hun ham hen til stolene ved siden af i venteværelset, som slet ikke er et værelse. Det er bare enden ad gangen. Jan bruger de samme stole til sine ventende patienter.

De sætter sig over for hinanden, og Jasraj, eller hvad han hedder i dag, rykker uroligt på sig. Hans øjne bliver ved at flakke til hendes dør for at søge ned til gulvet ved hans fødder.

”Hvad hedder du?” spørger hun med rolig og professionel stemme.

Han ser flygtigt på hende. ”Iddi.”

”Hej Iddi.” Hun smiler varmt. ”Var det dig, der slog Jasraj ihjel?”

Han ser forskrækkede op. ”Nej, er du gal, mand.”

”Hvem slog ham så ihjel?”

Han ryster hurtigt på hovedet og rokker lidt frem og tilbage. Han krydser armene over brystet. Hele kroppen er spændt op.

”Hvem, Iddi?” spørger hun og rykker sig frem for at lægge en hånd på hans knæ. ”Du kan stole på mig. Jeg siger det ikke til nogen.”

Hans øjne finder hendes, mens han fisker sine tykke briller frem. Det ene glas er smadret. Han tager dem på, og Selene kan kun se det ene øje på grund af skaden på glasset.

”Han gjorde det,” hvisker han.

”Han?” Hun flytter hånden, men Iddi fanger den.

Han nikker hurtigt næsten panisk og læner sig også frem, så han kan hviske: ”Alva er farlig. Han siger, at han vil slå os alle sammen ihjel. Det er derfor, jeg har brug for din hjælp. Du er den eneste, der kan stoppe ham.”

Selene trækker sin hånd ud af hans krampeagtige tag. ”Jeg ringer til din psykiater med det samme, og så skal han nok hjælpe dig. Han er virkelig dygtig. Husker du at tage din medicin?”

Iddi slår sig selv på siden af hovedet i hysteri, og Selene læner sig tilbage i stolen for at skabe afstand. Han ømmer sig, fordi han ramte såret i ansigtet. En tynd strime af blod løber ned langs sårkanten.

”Hvorfor skal du hele tiden spørge om de dumme piller? Jeg har jo sagt, jeg ikke har brug for dem. Jeg har kun brug for dig.” Han bliver ved at ømme sig med en hånd op til såret uden at røre.

”Hvad er der sket?” Selene ser bekymret til, mens den tynde stribe blod løber, til den når kæben og danner en dråbe blod.

”Det var et uheld,” stønner han og bukker sig frem for at læne sig tilbage igen. En vuggende bevægelse.

Bloddråben er væk. Den er landet på hans beskidte bukseben.

”Var det også ham? Alva?”

Iddi stopper og stirrer på hende med et forfærdet udtryk i ansigtet. ”Nej. Jeg gjorde det. Jeg var stærk nok. Eller jeg mener, jeg …” Han ryster på hovedet på samme måde som før. ”Nej, okay. Alva hjalp måske lidt.”

Han rejser sig, og Selene gør ham efter. ”Iddi, du bliver nødt til at tage det lidt roligt. Hvis du bliver siddende her, så går jeg ind og ringer, så vi kan få noget hjælp til dig.”

”Skal jeg indlægges igen?” Han træder et skridt tilbage, så han ramler ind i stolen.

Hun nikker. ”Men det er kun, så du kan få det bedre.”

”Er det tvang igen?”

Selene vælger at holde sig til sandheden. ”Iddi, du har det ikke godt. Du siger, at Alva har slået en af jer ihjel. Måske slår han også dig ihjel. Hvis der er flere af jer, så slår han måske jer alle ihjel, og hvad skal der så ske? Hvem vil så blive slået ihjel, når han ikke kan gå efter jer?”

”Dig?” Han ved det ikke selv, derfor er det tydeligt at høre, at det kun er et spørgsmål.

”Måske,” svarer hun. ”Vil du have, at der sker mig noget?”

”Nej!” Han ser forfærdet ud ved tanken og sætter sig tøvende i stolen. ”Det var også derfor, han slog ham ihjel.”

”Hvem slog hvem ihjel?”

”Ja, Alva slog ham ihjel,” snerrer han, fordi han bliver irriteret over, hun ikke kan følge med hans tankestrøm.

Hun ved ikke, hvem han mener, men vælger at nikke. ”Nu går jeg ind og ringer, og så tager jeg med dig og får dig indskrevet, okay?”

Han ser håbefuldt på hende. ”Og du lover, at du tager med?”

Hun nikker og går ind på kontoret, hvor hun skynder sig at ringe. Få minutter efter, da hun åbner døren for at fortælle, at hjælpen er på vej, er stolen tom.

Med et suk træder hun tilbage og lukker sig inde på kontoret. Hun går hen til mobilen og ringer op, men bliver mødt af telefonsvaren.

”Det er Selene igen. Der er ingen grund til at komme. Han er smuttet. Jeg skal nok give besked, hvis han dukker op igen.”

Hun afbryder og ser eftertænksomt mod vinduet. Hvem mon ’passer på’ hende i dag?

Hver eneste dag siden Rayans død har en af Fuldskægs mænd fulgt hende. Når hun skal ind på kontoret eller bare i sin lejlighed, går de først og tjekker alle rum. Kun om natten giver han sine mænd fri. Hun forstår det ikke. Hvis han er bange for, at Rayans morder kommer efter hende, så burde der vel også være en til at holde øje om natten. Måske er han bange for, at hun kontakter politiet? Men igen. Det kan hun jo også gøre om natten.

Selene går over til vinduet og ser Fuldskægs store krop læne sig op ad den skinnende pickup. Som overtøj har han kun en læderjakke på, og selvom det er efterår og ret køligt, har han ladet jakken stå åben. Han har firkantede, smalle solbriller på. De muskuløse arme er lagt over kors mod brystet. Det er næsten latterligt, så stor han er. Det er ikke kun musklerne, der gør ham stor, selvom de bestemt gør deres del. Han er bare … gigantisk bygget.

Manden ser ikke op mod hendes vindue, eller det mener hun i hvert fald ikke, at han gør. Det er lidt svært at se med de forbandede solbriller, der får ham til at se endnu mere sexet ud. Han kunne faktisk godt minde om en af de der kalendere med billeder af halvnøgne brandmænd eller ishockeyspillere.

Selene studser over sin tankegang om kæmpen. Hvordan kan hun føle denne dybtliggende irritation over ham og så på samme tid finde ham tiltrækkende?

Kæmpen sænker ansigtet i et lille ryk og fører en hånd op til brillerne for at trække dem længere ned på næsen. Okay, nu ser han sandelig op på hende. Kroppen vækkes til live og summer med det samme, deres blikke ramler sammen.

Hun trækker persiennen ned på en sådan måde, at han ikke burde være i tvivl om, hvor frustrerende hun synes, hans tilstedeværelse er.

Hun vender sig mod sine ting, mens hun prøver at ryste følelsen af sig. Hver gang de får øjenkontakt, kribler det under huden, og det er ubehageligt. Nej, det er løgn. Det er ikke ubehageligt overhovedet, og det er lige netop det, der gør, at det er ubehageligt.

Med en hovedrysten tager hun en flyttekasse og går i gang med at samle den. På sin sædvanlige omhyggelige måde får hun pakket de sidste ting. Det var faktisk planen, at det skulle være i dag, kontoret skulle tømmes helt. Selene ser ærgerligt mod persiennerne for vinduet. Det bliver så ikke i dag, hun flytter kasserne, ikke når han står dernede. Han vil bare hjælpe, og det skal hun ikke have noget af. Hun skal ikke skylde ham noget som helst.

Det er heller ikke til at forstå, hvorfor det er Fuldskæg selv, der har taget tjansen. Alle de andre dage siden mordet på Rayan har det været en af Fuldskægs undersåtter, så hvorfor dukker han op nu? Ja, ja, han havde forsøgt at forklare sig, men hvorfor nu? Hvorfor ikke for uger siden?

Udmattet tager Selene plads i sofaen, hvor så mange af hendes patienter har befundet sig. Hun svinger benene op og lægger sig, mens hun stirrer op mod loftet. Nu, hvor hun giver kroppen lov til at slappe af, vælter trætheden ind over hende. Hun føler sig tom indeni. Kold.


  

Kapitel 3

 

Selene slår øjnene op og farer sammen med et gisp. Fuldskæg står og stirrer ned på hende med et gådefuldt udtryk.

”I guder, altså,” vrænger hun, mens hun forsøger at få pulsen ned i et roligt leje. ”Er det virkelig nødvendigt at minde så meget om en syg stalker?”

”Nøglen?” Hans stemme er hæsere end tidligere, og hun kan ikke lade være at fundere over, om han har råbt ad nogen.

”Er her ikke,” svarer hun og sætter sig op, mens hun strækker sig.

Hun er udmærket klar over, at skjorten har fået forvildet sig ud fra den stramme nederdel, og maveskindet titter frem. Hun strækker sig mere og læner sig tilbage, mens hun følger Fuldskægs skarpe blik vandre ned ad hendes krop til maven, eller søger blikket måske lidt længere ned?

”Er der noget, der frister?” provokerer hun og lader hænderne falde ned på sofaen.

Han laver en grimasse og finder hendes øjne. ”Ellers tak. Sidste salgsdato er vist overskredet. Jeg bryder mig ikke om den harske smag. Frisk og sød er mere mig.”

Han vender ryggen til hende, så hun sidder tilbage snappende efter vejret efter den verbale lussing.

Han tager fat i en kasse og ryster den prøvende. ”Er der noget skrøbeligt i den?”

”Nej,” svarer hun forvirret, ”medmindre du …” Han vender bunden i vejret på kassen, og indholdet falder på gulvet. Den lille glasfigur, som forestiller en pige, der befinder sig inde i en boble, går i stykker. ”… Smider den fra dig,” færdiggør hun sætningen og sukker opgivende.

”Fandens,” mumler han og samler de tre glasstumper op. ”Du sagde … ”

Selene rejser sig og river kassen ud af hånden på ham. ”Jeg sagde ikke engang en halv sætning, før du tømte den.”

Han skærer en halvhjertet grimasse. ”Jeg køber dig en ny.”

Hun kaster kassen efter ham i hysteri. ”Den kan ikke erstattes! Om du så købte ti magen til, ville det jo ikke være den samme, når jeg fik denne her, dagen før min bedstemor døde.”

Fuldskæg ser overrasket på hende og så ned på stumperne i hånden. ”Jeg kan lime den?”

Hvis det var muligt, ville der komme røg ud af næsen på hende, så vred er hun. Okay, hun har ikke fået den af sin bedstemor. Hun så den i en butik, og ligesom med undulaten Piphans var der noget over glasfiguren. Den mindede om hende selv. Om måden, hun er nødt til at have denne her form for skjold om sig selv på, så ingen ser, hvor sårbar hun i virkeligheden er.

Hun rækker hånden frem. ”Bare giv mig den.”

Han lægger stumperne i hendes hånd. ”Det beklager jeg sgu.”